Side:Fra mit Besøg blandt Mormonerne.djvu/12

Under mit fleraarige Ophold i Verdensstaden New Jork har jeg været Vidne til, hvordan der aarlig kommer Skarer paa Tusinder af vore Landsmænd. De stanser nogle Timer i Vestens Folkeport „Castle Garden“, for saa at spredes ud over det rige Lands vestlige Egne, hvor der venter dem Arbeide, men ogsaa Arbeidets Løn. Med Glæde og Tak til Gud har jeg kunnet hilse dem velkomne, og med Ønsket om Herrens Velsignelse har jeg kunnet sige dem Farvel til deres Færd vestud. Dog ikke altid er det med Glæde, man hilser dem velkomne og med Haabets Lykkekrans om Fremtiden, man siger dem Farvel. Aarlig kommer der en Skare paa Hundreder ikke for at favnes af det fribaarne Amerika som fribaarne Sønner og Døtre, men det er ulykkelige bedragne, som er indsnevrede i den sørgeligste Religions Spændtrøie, omspundne af det mest beregnende og mest blodsugende Præstedømmes Garn. „Zionsbroderens“ eller Mormonmissionærens skarpe og aarvaagne Øie følger dem for at hindre, at nogen af „Hedningernes“ Missionærer — som Mormonerne kalder de kristne — skal faa tale med dem eller nærme sig dem med deres Smaaskrifter, og under samme strenge Opsigt føres de hen til det Land, som de mest glødende Sange har opflammet dem til at elske, som Fortællinger, der kappes med „Tusind og