Der er Billeder, som, naar man ser dem, graver sig saa dybt ind i Sjælsgrunden, at de aldrig glemmes. Da jeg en Dag vandrede om i „Mormonernes Zion“ eller Saltsøstaden, sagde min Ledsager til mig: Naar jeg tænker paa Utah, da staar altid et Billede for mig. Jeg saa det hos en Boghandler. Det var en Kvinde i Morgendragt, med Haaret udslaaet og forgrædte Øine. Ansigtet var Præget af den
dybeste Sorg, og hvert eneste Træk talte om de smerteligste Sjælslidelser og om et Hjerte, hvis edleste Følelser var trampet paa i Aarrækker. Hun stod der med
Armene strakte op mod Himmelen, Øinene stirrede bønfaldende opad, og hun raabte: „O Herre, Herre,
hvor længe vil du vente?“
Et Billede blot! Og dog hvor gribende! Malerens Pensel har her været ført af den dybeste Med-
