a, nægtende Verbalsuffix: era úmakligt at — Mork. 529; svá esa þat undarligt, þótt — Heilag. I, 22530; máttia sofna fur hræzlo Heilag. I, 22313; muna hann vín drekka Homil. 115; þá verðra honum gagn at ljósi kenninga Homil. 1428; era hlums vant Fm. VII, 19; era hera at borgnara Fm. VII, 116.
á, præp. svarer til paa (ɔ: upp á, se dette), da det (= nht. an, eng. on, got. ana) betegnner en Væren ovenpaa eller Kommen hen paa noget og saaledes forholder sig til í paa samme Maade som af til ur, eller til af paa samme Maade som í til ur. Den angiver 1) Stedet a) hvorpaa noget er eller sker, m. Dat. f. Ex. á landi, vatni ɔ: til Lands, til Vands. DN. II, 257; er fátt á bókum sagt Post. 84212; jvf. Elucid. 714; leika á velli Heilag. I, 28621; þá lá prestr á ströndu Heilag. II, 18023; vera á himni Heilag. I, 2439; vera á báti Fld. II, 25311; bera góðan ávöxt á sér Heilag. I, 28630; binda hey á hest Nj. 47 (741); dúnklæði á hest ɔ: saa mange dunfyldte Sengklæder, som kunde føres paa en Hest Sturl. II, 924; á öðrum löndum Homil. 93330; og saaledes med Stedsnavne, saavel Landes og Landskabers eller Egnes, som Gaardes og lignende Navne, i hvilken Forbindelse dog bruges í lige saa vel som á; f. Ex. sú borg stendr á Italia í Rómaríki Heilag. I, 36526. Som mange Gaardsnavne ere dannede af eller hentede fra Ord, der betegner det Steds naturlige Beskaffenhed, paa eller ved hvilket Gaarden ligger, saaledes forbindes á med deslige Ord eller Navne ikke alene i Tilfælde, hvor der er Tale om, at noget der er eller sker, men det tjener endog ligesom andre Præpositioner f. Ex. at, í, undir, austan, sunnan, til, forbundet med et saadant Ord, at danne selve Gaardsnavnet. f. Ex. á litlum bœ er heitir á Kalfskinni ÓH. 7611, hvoraf igjen følger, at der oftere forekommer Udtryk som: róa til bœjar er heitir á Sæheimrauðu Heilag. II, 18023; kom á þann bœ er á Eyri heitir Bp. I, 62127; om Udtrykkene ofan á e-t, á e-t upp, se under ofan, upp; b) hvorpaa noget ved dets Bevægelse kommer, m. Akk. f. Ex. fara á Finnmörk Flat. I, 4237; stíga á bát Eg. 32 (6531): kasta á glœðr reykelsi Heilag. I, 4356; rennr fram á torg Heilag. I, 6821; engill minnti Josef at flýja á Egiptaland Hb. 3419; kom á Eyjarsanda Sturl. I, 23428; þeir fóru á land at skemta sér Fld., 24415; gengu þeir á skip Heilag. II, 2515; féll ek á ána Heilag. II 2826; absol. leitaði ráðs, hvert á skyldi snúa Sturl. II, 1226; komast á fœtr Nj. 59 (922). Hertil maa ogsaa henføres: lét ekki á sik finna at- Nj. 75; sýndi á sik mikit gaman Fm. X, 329 (jvf. slá e-u á sik, slær e-u á e-n) men forskjelligt fra: fann lítt á honum, hvárt honum þótti vel eðr illa Eb. 15; þú skalt öngva fáleika á þér sýna Nj. 7. 2) Gjerningen a) hvormed nogen er sysselsat, m. Dat.: falla á sínum verkum Eg. 86; vera á bœnum Heilag. I, 25315; taka e-n á orku, á stuld Eids. 2, 9; Hak. Ív. 24113; afla sér fjár á holmgöngum Eg. 67; taka e-n á rás Flat., 8620; komast undan á flótta, hlaupi Eg. 4; Hkr. 3417. b) som man vil foretage sig, m. Akk.: ganga á fang við e-n, fara á fund e-s, á veiðar, á sund; bregða e-m á eintal Fm. VI, 111, leiða e-n á einmæli Nj. 6. 3) Retningen hvori noget gaar, m. Akk. á tvær hliðar, á ymsar hliðar, gefa á tvær hendr, á aðra hönd e-m, á hæl eller hæli, gékk veðr á land (jfr. veðr var á af suðri); á breidd, lengd (breiðan, langan) Fm.
