Den ich bin ein Mensch gewesen,
Und das heisst ein Kämpfer sein.
GOETHE.
nder et ophold i München i sytti-aarene av forrige
aarhundrede saa jeg daglig i Maximilian-Strasse et par paafaldende smukke damer, som førte to engelske mynder i baand. De lignet hverandre. Begge udmerket sig ved sin elastiske gang, begge hadde store, talende øine. Men den ene var frisk, kraftig og munter; hun nikket smilende til alle. Den anden, som var slankere og hadde ædlere træk, saa trist og træt og lidende ut.
Man fortalte mig at det var to av de wittelsbachske søstre, som hadde sit forældrehjem ved Starnbergersjøen og hvis skjønhet var viden berømt.
Den ene var «heltinden fra Gaëta», tidligere dronning i Neapel. Den anden var hertuginden av Alençon.
«Hertigunde Sophie er den eneste kvinde som vor ensomme konge har elsket,» sa folket i München.
Hun var hertug Max og hertuginde Ludovicas yngste datter. Hendes morfar hadde været Bayerns første konge.
Han hadde hat tre sønner og syv døtre, hvorav flere hadde været keiserinder og dronninger. En av dem var mor til keiser Franz Joseph av Østerrige, en anden var mor til den norske dronning Josephine.
