han skulde faa sin smukke kusine til hustru. Han var forelsket i hende, og han saa op til hende.
Brylluppet blev feiret den niende september 1828 i slotskirken ved Tegernsee ikke langt fra München. Festligheten er foreviget av en av datidens største malere. Tre hundrede gjester var tilstede; og blandt dem var sytten konger og dronninger.
Det slot, hvor de unge skulde tilbringe sine hvetebrødsdager, hadde oprindelig været kloster. Paa begge sider av den lange midtgang laa celler, som munkene hadde bebodd.
Da brudeparret skulde gaa til soverommet, stod en av dørene paa klem. Ludovica bad Max om at se hvad som var der inde, og han opfyldte hendes bøn.
Han var neppe kommed indenfor før den attenaarige brud slingte døren igjen, puttet nøklen i lommen og sprang bort.
Efter ynkelige skrik om hjælp slap brudgommen næste morgen endelig ut fra sit ufrivillige fængsel.
Tiltrods for denne litet løfterike brudenat blev forbindelsen mindre ulykkelig end mange ventet. Ludovica og Max oplevet sit diamant-bryllup i god forstaaelse, og de fik tre sønner og fem døtre, som var utrustet saavel med skjønhet som intelligens.[1]
Kongon lot bygge et slot i Ludwig-Strasse i München, hvor hans datter og svigersøn flyttet ind 1830. Paa den store gaardsplass bak slottet indrettet hertugen et cirkus, hvor han og hans venner gav opvisninger i ridekunst, og hvor hans døtre blev forvovne ryttersker.
- ↑ I slottet Laxenburd, ved Wien hænger et maleri, som fremstiller hertuginde Ludovica omgit av sine døtre. Her ser man at dere skjønhet var arv efter hend.
