disse søstre: overforfinelse som gik haand i haand med trang til at færdes i naturen, intagende væsen forenet med uberegnelige luner, rangstolthet parret med lyst til at være blandt folket, maa tilskrives arv fra den frihetselskende far saavelsom fra moren, som var et fuldblods adelsmenneske.
Hvor forskjellige forældrene end var, saa mødtes de paa et punkt i forstaaelse: begge var utpræget dyrevenner. Hertugen likte sig paa hesteryggen. Hertuginden elsket sine hunder; hendes firbente venner fulgte hende hvor hun gik. I kongesalen og i hytter, hvor hun utdelte gaver, forstod man at de maatte behandles med velvilje, selv om de viste tænder, hvis man ønsket at bevare den høie dames gunst.
Sophie hadde arvet sin mors kjærlighet til hundene; man saa næsten altid en eller flere i hælene paa hende.
«Min søster er saa stolt av sine hunder,» sa keiserinde Elisabeth. «Hvis man ikke beundrer og roser dem, tilgir hun det aldrig!»
Prinsessene blev opdraget borgerlig. Naar de reiste paa Starnberger-sjøen, benyttet de rutebaatene sammen med bønderne fra omegnen, smaafolk fra München og fremmede turister; og de fulgte sin far paa hans fjeldvandringer.
«Vi maatte hoppe og springe fra sten til sten,» fortalte keiserinde Elisabeth i sine ældre dager. «Vor far ønsket at vi skulde bevæge os let som sommerfugler! Mine søstre og jeg blir aldrig trætte av at gaa.»
Hun tilføiet:
«Min yngste søster, hertuginden av Alençon, er i Paris berømt for sin smukke gang. Hun gaar ikke som
