andre kongelige personer! — Bourbonerne gaar som stolte gjæs, fordi de næsten aldrig har brukt sine ben!»
Likheten mellem Sophie og Elisabeth var paafaldende; men hertuginden var ikke fuldt saa høi som keiserinden, og ansigtet var blekere, trækkene bløtere.
Hendes øine var dypblaa, uttryksfulde og større end søsterens; de overskyggedes av lange, sorte øienvipper. Hendes mørkebrune haar naadde næsten til jorden.
Hun lignet sin mor mest av alle søskende, og hun var hendes kjæreste barn. Gjennem livets omskiftelser var hun en udmerket datter.
I ungdommen var hun livlig og venlig mot alle. Hun viste sig ofte baade i hovedstaden og paa landet i den bayerske nationaldragt, som klædte hende fortrinlig.
Hun likte at spøke og le og at efterape folk, og hun sa somoftest hvad hun tænkte. De som kjendte hende før hun blev gift har talt om hendes sprudlende munterhet.
I det store og hele var hun sine venners ven og aldrig sine fienders fiende. Men hun var heftig, og hendes lyst til at gjøre nar av medmenneskers egenheter faldt ikke i god jord.
Hendes tjenere forgudet hende. En kammerjomfru fra Bayern fulgte hende i gode og onde dager. Hun hadde været hendes lekekamerat i Possenhofen, var hendes ungdoms fortrolige, og hun fik det sørgelige hverv at lete efter hendes lik.
Ogsaa hendes hofdamer fik beviser paa hendes trofasthet. En ældre dame, som hadde kjendt hende i ungdommen, fortalte mig at hertuginden aldrig var i Mün-
