Side:Gamle Dage.djvu/114

101

Bord foran Lænestolen med en Flaske Mallaga og Glas, en Asiette med Syltetøi og en dito med Makroner. Nu sætter Du Dig, sagde han, i Lænestolen og bliver siddende, til jeg kommer tilbage. Af og til spiser Du en Makron og en Skefuld Syltetøi og nipper til Vinen. Har Du nogen Betænkelighed herved? — Jeg fatter ikke, hvad Du har isinde, Morten. — Behøves ikke heller. Sid kun rolig, faaer Du Dig en Blund, det skader ikke. — Nu lukkede Morten Døren i Laas og skyndte sig hen til Enken. Morten var velkommen overalt, han var det ogsaa der. Efter en spøgefuld, livlig Samtale blev Morten ved: Hvorfor vil De, skjønne Frue, lade Deres Beilere sukke saa længe, inden De rækker en af dem denne smukke Haand? — Oprigtig talt, fordi ingen af dem behager mig. — De har Ret, men hvad synes De om (han nævnede sin Ven), er dette ikke en smuk, behagelig Mand og fremfor alt en Mand, comme il faut? — Jeg vil ikke modsige Dem i dette. — Nu da, De tilstaaer dette; vilde De ogsaa give ham Afslag, om han bad om Deres Haand? — Ja, upaatvivlelig , jeg vilde give ham Afslag. — Og vil De sige mig, af hvad Aarsag? — Ogsaa det, han eier aldeles intet. — Derfor vilde De give ham Afslag? De, som selv er riig? — Just derfor. Jeg ægter ingen Mand, om hvem jeg kan formode, at han frier til mine Penge. — Det kan De jo, naar De er saa tilbøielig til Mistanke, trods Deres personlige Yndigheder, formode hos flere. — Ikke saa let hos den, der selv eier nogen Formue. — Er De da vis paa, at den Person, vi tale om, intet eier? — Det er jeg vis paa. — Jeg vil ikke sige Dem imod heri, jeg veed ogsaa, at han for meget kort Tid siden intet eiede; men jeg veed ogsaa med Vished, at han i dette Øieblik sidder saa godt i det, og har det saa godt, at min egen Fader ikke har det bedre. — Enken blev tankefuld, Morten tog Afsked, skyndte sig hjem, tog Slobrokken og Nathuen af sin Ven, lod ham iføre sig sin egen Kjole og sagde til ham: Nu afsted til din Enke! udøs dit Hjerte for hende! hun