vil ikke give Dig Afslag. — Vennen gik, Enken gav ham sin Haand og sin Kjerlighed. De kom snart efter, hvad Morten havde gjort, men hun blev ikke vred derover, hun takkede ham, — man kunde jo ikke blive vred paa Morten.
Hvorlænge Morten blev hjemme hos Forældrene, melder Sagnet ikke; da fik han en Bestilling i Kjøbenhavn. I den senere Tid var det, som om al Glæde og Livlighed var veget fra Morten, han kunde sidde hele Timer stille som i dybe Tanker, og naar man talede til ham, foer han op som af en tung Drøm. Hans Haand var endnu, som Digteren siger, aaben som Dagen for den smeltende Medlidenhed, men han viste ingen Glæde derved. Alle hans Drillerier vare tilende. Da bad han en Aften sine unge Venner til sig. Anretningen var særdeles god, men Morten kunde intet nyde og var taus og stille. Da de lavede sig til at gaae, sagde han til dem: Jeg har indbudet eder for at tåge Afsked med eder, og sige eder, aabenbare eder, hvad der tynger mit Hjerte. I have seet, hvorledes hidtil alt har lykkedes for mig; jeg har opnaaet alt, hvad der faldt mig ind at ønske mig; jeg har kunnet drille og plage, hvem jeg vilde, uden at Nogen tog mig det ilde op, saa det var bleven til et Ordsprog: man kan ikke blive vred paa Morten. Hvorledes er dette gaaet til? — ak, det maae herud, — jeg havde forskrevet mig til Djævelen. Min Sjæl tilhører ham; i denne Nat, naar Klokken slaaer tolv, henter han mig. I, som vare mine Venner, forlader mig ikke i dette skrækkelige Øieblik! — Han kastede sig tilbage i Lænestolen og lukkede Øinene. Vennerne bleve bange og gik bort en efter anden. Kun een blev tilbage, og da Klokken var nær tolv, faldt denne paa Knæ, korsede og bad af alle Kræfter. Da Klokken var slagen tolv, sprang Morten op og faldt ham om Halsen: Nu seer jeg, det er, som jeg troede, Du er den bedste og oprigtigste af mine Venner, — men hvor kan I alle lade eder saadant bilde ind?
