svarede hun: Aa ja, havde jeg kun faaet mig en Priis, nåar vi stod stille. — Denne hendes kjere Snuusdaase spillede hende engang en slem Streg. Alt, hvad hendes Moder havde etterladt hende, var 200 Rdl., og da disse siden bleve omskrevne i Rigsbank og derpaa i Specier, vare de smeltede sammen til 20 Spd. Da Moder var flyttet til Johannes, sendte hun hende aarlig 10 Spd. af sin Pension, og dette var Moster Marens hele Indtægt i de sytten Aar, hun efter Moders Afreise tilbragte hos os. Da hun nu engang havde modtaget sin Tidalerseddel og gik dermed ud pour faire ses emplettes , havde hun lagt den i Posen tilligemed Snuusdaasen. Paa Gaden maatte hun følge Næsens Krav, og uformærket fulgte Bancosedlen med og blev liggende paa Gaden. Da hun mærkede, at den var borte, var den ikke mere til at finde. Da vi i 1831 reiste til Trondhjem og maatte efterlade hende, fik hun en Plads i Gamlebyens Hospital. Jeg veed ikke rigtig, hvad Aar hun døde, formodentlig 1841, hun var altsaa to og firsindstyve Aar.
Da vor Konge, Carl Johan, var død, holdtes her i Trondhjem en Sørgefest paa Latinskolen, hvorved Rector Bugge holdt en Tale. Hans gamle Fader, Biskoppen, hørte jeg sige til Ophelia R., der sad ved Siden af ham, idet han viste paa sin Søn: »Der har jeg staaet mange Gange at holde Tale over Fredrik den sjette — det var et tørt Emne, det.« Jeg haaber ikke at have fornærmet Moster Marens Manes ved at sætte hende i Categorie med Kong Fredrik.
Omtrent i Midten af det attende Aarhundrede boede der ude ved Vaterlands Bro en Kjøbmand, der hed Andreas Colding. Beliggenheden ved denne Bro var stedse anseet som den fordeelagtigste for Handelen, og alle Kjøbmændene ved »Brua« vare eller bleve rige Folk; Oplandet er meget stort, og den Mængde Bønder, der søgte til
