Anne Cathrine havde saa ofte hørt, at hun var fød fjorten Dage efter Michelsdag, at nåar man spurgte hende, hvor gammel hun var, svarede hun: Fjorten Dage efter Michelsdag. Da man lo ad hende, lod hun siden dette Spørgsmaal ubesvaret.
I Albert Treschows Huus var Frøken Colbjørnsen sat i Kost; hun var Datter af en af de tappre Brødre Colbjørnsen, der i Krigen 1716 saa tappert forsvarede Frederikshald; de fik derfor Rang med Oberstlieutenant[1]. De vare Brødre af Anna Ramus. Denne Frøken Colbjørnsen var fød Idiot — ja, det ere vi vel alle, men hun vedblev at være det, — og da hun var syv Aar gammel, havde hun endnu ikke talt et Ord, hvorvel man tydelig blev vaer, at hun ikke var døv. En Dag stod en af Husets Piger og strøg; Barnet vilde tåge Strygejernet fra hende, men Pigen turde ikke lade hende faae det, at hun ikke skulde forbrænde sig; da hun paa ingen Maade kunde faae sin Villie frem, løsnede Vreden hendes Tungebaand, og hun raabte: Saa Djævelen annamme Dig! Pigen rendte ind til Forældrene med det glade Budskab; hun fik en Tidalerseddel i Douceur, og den lille Pige talede saa meget, man vilde, ja vel meer; thi af hendes Mund udgik en meget daarlig Snak. Alderen gav hende ikke mere Forstand, og hun var og blev vanvittig. Da Forældrene døde, blev hun betroet Treschow og hans Kone, og der blev betalt en betydelig Pension for hende. Naar man spurgte hende: Hvorfor skal Du have saadan stor Pension, svarede hun: Fordi Far min gjor’e no’e i Kria. Hun kunde ikke læse, men man havde lært hende en Deel Bønner udenad, som hun ramsede op Morgen og Aften, og blandede da megen gal Snak deriblandt: Gud velsigne og bevare min Faster Elisabeth! Gud velsigne og bevare mit Søskendebarn Johanne — nei, nei, hun har en Mand, han kan bede for hende. Engang forlangte hun at komme i Kirke og gaae til Alters Treschow var med Rette bange for at opvække Skandal i
Kirken, men nu forlangte hun at tale med Præsten;
- ↑ Johanne Ernestine Colbjørnsen, der døde ugift 1781, 73 Aar gammel, var en Datter af Oberst Hans Colbjørnsen († 1754).
