gjøre reent i Værelserne, og Hansteen mødte mig ofte med Støvekosten i Haanden. Den Spøgedoctor lod nu Hosenfeller afmale mig i Legemsstørrelse paa Døren til hans Værelse med Støvekost i den ene Haand og Støvebret med Fjerving i den anden.
Har I ingen Frier havt siden Væveren? vedblev Marthe at spørge. — Ikke uden man vil kalde dette for en, at da jeg en Aften sad i Treschows Kjelder at tappe Øl paa Flasker, og under Arbeidet sang:
Er der ingen Redning til
For en stakkels Pige,
Der saa gjerne giftes vil,
Om jeg sandt skal sige?
Skal jeg nu end længer gaae.
Og jeg ei en Mand kan faae,
Da vil det sig hændes,
At mit Liv det endes. —
en Mand fra Gaden stak Hovedet ind ad Kjeldergluggen og sagde: Der skal nok blive Raad til — vil I have mig?
Vor Moder havde ved sit Sovekammer, bag Sengen, et lidet Cabinet, hvori hun forvarede Kaffe, Sukker og slige Ting. En Dag, hun gik i Middagsselskab, leverede hun mig Nøglen hertil uden at sige noget derved. Pigerne fik hver Søndag og Onsdag deres Kaffe, som de kaldte Provsten Bruun, og de andre Dage i Ugen fik de Thevand, som de gave Navnet Capellan Hviden. Denne Dag maae have tilhørt Capellanen, thi da Moder var gaaet, kom Marthe og bad mig om Nøglen, at de kunde faae sig en Kop Kaffe. Jeg var vant til at gjøre, hvad de Voxne forlangte, og gav hende Nøglen. Der blev nu lavet Kaffe, men om Aftenen tog Grethe mig for sig alene og forklarede mig, hvor utilladeligt jeg havde handlet i at levere den Nøgle fra mig, som var mig betroet. Nu forstod jeg først Tingen.
Da vor Fader var død og Gaarden solgt, og vi flyttede ud, var jeg meget bevæget; jeg besøgte hvert Rum, hver
