Plet, hvor jeg havde levet saa glad; jeg klippede en stor Lok af mit Haar og forstak i en mørk Krog, hvor jeg bildte mig ind, at ingen skulde finde den. Da jeg med Johannes ved Haanden (han var to Aar gammel) gik hen til vor nye Bolig, stod Grethe i Kjøkkendøren og raabte til ham, da hun saae os gaae ud igjennem Gaarden: O, Du arme Dreng! Du maae forlade, saa ung, din Faders Gaard. Mangen en Aften Vinteren efter sneg jeg mig hen i Mørkningen og satte mig i Gadetrappen for at indbilde mig, vi boede der endnu, og da Madame Pohlmann beholdt sine Værelser endnu nogen Tid efter, saa besøgte jeg hende imellem. Engang, en Søndags Ettermiddag, da jeg saaledes spadserede om i Gaarden, mødte jeg Madame Bødtker (Præsten Bødtker havde kjøbt Gaarden efter vor Fader), der sagde til mig: De gaaer paa gamle Tomter, vil De ikke komme nærmere? Jeg tilbragte da denne Aften paa det mig saa kjere Sted. I Delphins Tid har jeg oftere været der, og utallige Gange har jeg i Drømme besøgt dette min Barndoms Paradis, ja selv i den sidst forgangne Nat har jeg været der.
Grethe var aldrig stærk af Helbred, og tungt Arbeide blev derfor heller aldrig forlangt af hende; hun var en meget god Huusholder, dog saae hun mere paa Husets Bedste end paa sit eget; hun havde et Øie paa hver Finger med de andre Piger, dog trættedes hun aldrig med dem. Hun havde et Søskendebarn, Parykmager Weile, der eiede et Huus i Kirkegaden; en Søndag var jeg med hende der. Der var Parykmager Hønem med Kone og Datter og en ung Parykmager Torp, der blev gift med Jomfru Hønem. Alle disse vare meget agtværdige Personer.
Efter min Faders Død blev Grethe hver Dag svagere, ud paa Vinteren kunde hun ikke forlade Sengen. Vor Moder overlod hende sit eget Sovekammer, sin egen Seng, og Moder og jeg laae i Dagligstuen paa en Sopha, der blev slaaet sammen om Dagen. Det lod ikke til, at hun
