vis paa, De er glad, at dette er overstaaet; jeg svarede Ja — men det var en stor Usandhed; thi det var den skjønneste Formiddag, jeg endnu havde havt. Siden gik jeg med Moder til Fru Sundt; hændelsesviis kom de til at tale om deres Oldemoder, og jeg hørte nu, at denne havde været den berømte Anna Ramus. De fortalte, at hun havde været gift, da hun var fjorten Aar, og at hun havde havt sex Børn, da hun var tyve Aar. Siden den Tid havde hun ingen Børn faaet og ikke været meget stærk af Helbred. Frøken Petersen skulde ligne hende meget; da jeg saae Portrattet i Norderhaug, fandt jeg denne Lighed paafaldende. Denne Dame var ikke smuk, havde et noget karleagtigt Udseende, endog lidt Skjeg paa Læbe og Hage. Fru Sundt havde været gift en halv Time. Da Enkekassen var betalt og alting istand til Brylluppet, blev Capitain Sundt syg til Døden. Bruden blev viet til ham paa Sygesengen, og en halv Time derefter døde han. Sundt havde en Søn efter sin første Kone; denne, Major Sundt, havde flere Sønner og en Datter, Baronesse d'Albedyhl i Stockholm.
Da jeg var syv Aar (jeg erindrer, Moder sagde: idag er Du syv Aar), gik jeg en kort Tid i Skole hos Kinck. Om Formiddagen lærte vi at sye af hans Kone. Der var flere Smaapiger, hvoraf jeg kun erindrer en Frøken Kreiberg og en Frøken Linde; de vare større end jeg, og jeg mindes ikke deres Fornavne. Kinck boede i Bierregaards Leiegaard, som blev kaldet Balja. Inde i Gaarden boede en gammel, vranten, fattig Mand, der hed Bendeke, (»Bennek«); hans Datter, en eiegod Pige, var alene hos ham, pleiede ham og underholdt ham og sig med sine Hænders Arbeide. Naar jeg havde bragt min Traad og mit Sytøi i Uorden og frygtede for Straf af Moder eller Madame Kinck, der engang lovede mig Riis, saa gik jeg til Jomfru Bendeke, der modtog mig venligt og bragte mine Sager igjen i Orden. Du vil snart see, hvor ulykkelig denne saa gode
