Svenskerne jublede over Foreningen i den første Tid.
De fleste troede, at Norge virkelig var erobret. Men ogsaa de, som vidste bedre Besked, lod sig nøie. Der var jo vundet adskilligt. Sverige, som for 6 Aar siden stod paa Afgrundens Rand, havde nu sine Forhold fuldt ordnede. Og ved Foreningen var det for al Fremtid sikret mod „de russisk-danske Alliancer, som altid havde truet Sveriges Frihed.“
Ogsaa Ligeberettigelsen mellem Rigerne kunde taales. „Om Indbyggernes Antal i det ene Rige viste en betydelig Overvægt, saa opveiedes denne af det andet Lands gunstige Betingelser for Forsvar“ (Karl 13des Proposition for Stænderne 12 April 1815).
I Baghaand havde man desuden Haabet om de to Nationers frivillige „Sammensmeltning til et Folk.“ „Det norske folk måste mötas med förtroende; då äger det nog nordisk redbarhet att blifva svenskt.« (A. G. Silfverstolpe paa Rigsdagen i 1815).
Med denne Sammensmeltning syntes det imidlertid at ville gaa sent, og der opstod efterhaan-
