af disses Mandatarius, Prokurator Denowan, sige, hvad ingen privat Mand kunde tillade sig at lade være upaatalt, — det er en Tanke, som oprører enhver Normand, der føler for Konge og Fædreland.“
Den dygtige norske Underhandler kunde under disse Forhold intet udrette. Han paaviste klart og uimodstaaeligt Grundløsheden i de engelske Krav, og den norske Statsraadsafdeling tilraadte hans Udtalelser i de bestemteste Udtryk; man tilbød ogsaa, „af Agtelse for den engelske Regjering og dens Indskriden“, at Forbryderne skulde slippe for Straf; ja for at være imødekommende til det yderste vilde man endog lade Kongen „af særdeles Naade“ tilstaa dem et Gratiale — 24,000 Kr., 80,000 Kr. eller endnu mere —; men intet hjalp. „Vor“ Udenrigsminister tog under den hele Forhandling „virksom Del i Denowans og det engelske Gesandtskabs Fordringer, medens der i Dokumenterne ikke findes det ringeste Spor til, at han har ladet den norske Regjerings meddelte Oplysninger komme i allermindste Betragtning.“ (Protokolkom. 1827). Han fik tilsidst Kongen til at befale Holst at give efter for Denowans Krav, og Resultatet blev, at Norge, hvis Love var brudte, hvis Landshøihed var krænket, hvis Statskasse var besvegen, skulde for alt dette ingen Opreisning faa, men til Forbryderne desuden betale en „Erstatning“ af ialt 324,000 Kroner. Styrelsen havde, som Protokolkomiteen udtalte, „ikke kunnet hævde Ret og Retfærdighed“, men havde „ved blotte Trusler maattet lade sig skrække til at indgaa paa Vilkaar som efter en uheldig Krig“.
Desuden kostede Sagen Norge 130,000 Kroner til Retsundersøgelser, der var blevne nødvendige paa Grund af de engelske Smugleres frække og grundløse Beskyldninger mod norske Embedsmænd.
