nærme, var „skammeligere end Polens Deling," blev der sagt. Men Frygten for Napoleon gjorde, at ogsaa England gik med tilsidst, og Karl Johan tog da „Sveriges sista tilgångar", som Udenrigsministeren udtrykte sig, og drog afsted for i Kampen mod Napoleon at vinde Norge.
Hans Stilling under denne Kamp var ikke god. Han skulde ikke blot kjæmpe mod sin forrige Herre og Velgjører Keiseren, men i Virkeligheden ogsaa mod sit Fædreland; dertil kom hans naturlige Mangel paa Beslutsomhed og Fasthed; de forbundne fandt, at han optraadte med for liden Kraft. De viste ham Mistillid; han fik endog Frygt for, at de kunde være istand til at bedrage ham. Derfor fandt han det bedst selv at varetage sit Tarv. Efter Slaget ved Leipzig rykkede han med Svenskerne samt en Del Preussere og Russere ind i Holsten, hvor han gav sig til at føre Krig paa egen Haand, for at tvinge den danske Konge til at afstaa Norge. I Holsten blev han liggende saa længe, at de forbundne Magter holdt paa at tabe Taalmodigheden med ham; England vilde tilsidst endog tage ifra ham de Hjælpepenge, det havde bevilget ham. Da maatte han af sted. Det var netop saa vidt han fik Tid til at afslutte — Kielertraktaten.
Kielertraktaten (afsluttet 14de Januar 1814) er en Overenskomst, hvorved Kongen af Danmark aftræder sine Rettigheder over Norge til Kongen af Sverige.
Det var ikke Danmark, der aftraadte sine Rettigheder til Sverige; den danske Stat havde nemlig ingen Rettigheder over Norge at bortgive.
