Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/50

Denne siden er korrekturlest

Den gamle Ordning havde været uheldig for os; den nye blev, som Høireføreren Emil Stang har udtrykt det, „absolut utilfredsstillende“.

————————

Ikke Kongen skulde længer staa som Leder af Sveriges ydre Politik. Udenrigsministeren skulde styre den, i Navn som i Gavn, og under fuldt konstitutionelt Ansvar.

Men nu var Sveriges Udenrigsminister i Tidens Løb mer og mer blevet den virkelige Leder ogsaa af Norges udenrigske Anliggender. Nogen Forandring heri var fra svensk Side ikke at vente Stillingen vilde da blive den, at Norges Udenrigssager skulde bestyres — ikke engang i Navnet af norsk Myndighed, men ligefrem af en en svensk Embedsmand, som for sin Bestyrelse af dette norske Anliggende var ansvarlig ikke for Norges, men for Sveriges Nationalforsamling.

Hertil kom, at selve det ministerielle Raad var blevet omorganiseret. Det skulde nu bestaa af tre, istedetfor før af to svenske Statsraadsmedlemmer, og alle tre skulde deltage i Sagernes Behandling under konstitutionelt Ansvar. Herimod havde Norge kun sin ene Statsminister, der ovenikjøbet i de fælles diplomatiske Sager ikke engang havde Stemme, end sige Ansvarlighed. Hans Adgang til Raadet var hellerikke begrundet i Lov, men alene i en Resolution, der naarsomhelst kunde tages tilbage.

Ved saaledes eneraadigt at omordne sit Udenrigsstyre, uden Hensyn til Norges Interesser, havde Sverige i Handling erkjendt, at diplomatiske Sagers Behandling ikke var noget Fællesanliggende. Og Norge, der i 70 Aar med Taalmodighed havde fundet sig i en uheldig Ordning, saa længe den