„Det skal blive en historisk Kjendsgjerning, at hvis der er opstaaet Strid, saa er Skylden ikke vor.“
I Dagsorden af 21de Juli 1886 udtalte Storthinget sin Forvisning om, at „det norske Folk i Troskab mod Konge og Fædreland vil værne om Rigets Ære og Ret og støtte Regjerings og Storthings forenede Arbeide for at erhverve Norge den Andel i Styrelsen af de udenrigske Anliggender, som tilkommer det i Kraft af dets Stilling som selvstændig og med Sverige ligestillet Stat i Unionen.“
Dagsordenen blev vedtaget med 75 mod 32 Stemmer.
Dens Mening forstaar man, naar man sammenligner den med det Forslag sagde i Realiteten det samme, men udtalte Haab om en Ordning „ved fælles Bestræbelser“ ɔ: ved fortsatte Forhandlinger med Sverige. Gjennem den vedtagne Dagsorden blev altsaa i 1886 Forhandlingspolitiken afvist og Norges Beslutning om at ordne Sagen paa norsk Vei („ved Regjerings og Storthings forenede Arbeide“) for første Gang bestemt hævdet. Derved betegner Dagsordenen af 1886 et Vendepunkt.
Men nogen Klarhed med Hensyn til Realiteten var der ikke. (Saml. Protokolkomiteens Indstilling O. V, samt Qvams Forslag af 1886 om Tillæg til Grl. § 38). Betydningen af den svenske Grundlovsforandring af 1885 var endnu ikke ret gaaet op for Nordmændene. Sagen maatte udredes og diskutteres. Derfor kunde der nu kun blive Enighed om at holde sig Veien aaben og fri. Man fastholdt Norges Ret i Almindelighed „som selvstændig og med Sverige ligestillet Stat“. Det skulde dog snart gaa op for Flerheden af det norske
