Norge og Danmark, de to „Tvillingriger“, udgjorde i retslig Henseende „ligestillede Dele af det samme Monarki.“[1] Norge blev vistnok styret fra Danmark, men havde aldrig tabt sin folkeretslige Rang som eget Kongerige. Det havde ogsaa sin egen Konge. Denne, som tillige var dansk Suveræn, herskede i Norge ikke efter fremmed Vilje, men i Kraft af Norges egen gamle Arvefølgelov. Fra dansk Side blev det forsøgt at omdanne Norge til dansk Provins; men Forsøget blev uden Retsvirkning. Ikke Danmark kunde altsaa forføie over Norge, men Kongen af Danmark, og det kunde han ene og alene, fordi han ogsaa var norsk Suveræn.
Men heller ikke han kunde forføie over Norge længer end Lov og Ret tillod. Var Norge et eget Rige, saa kunde det ikke engang af sin Konge bortgives eller overdrages uden sit eget Samtykke. Men om sit frivillige Samtykke var Norge ikke engang spurgt. Og om „aftvunget Samtykke“ kunde der ligesaalidt være Tale. Der stod ikke en eneste fremmed Soldat paa norsk Grund, fandtes ikke engang en fiendtlig Hær paa Marsch imod Norge. Samtidig havde Landet sit eget Krigsvæsen, der i Tilfælde vilde være fuldt istand til at overtage et ordnet Landsforsvar. Kongen kunde ikke bortgive Landet. Bare én Ting kunde han: selv frasige sig Tronen.
Kielertraktatens „Bortgivelse“ af Landet havde da ingen retslig Gyldighed.
Men selv om den det havde havt, — saa havde det ialfald ikke været Sverige, som ved Kielertraktaten havde faaet Ret over Norge.
- ↑ Sml. en Afhandling af den danske Historiker Kapt. C. Th. Sørensen i »Politiken« 6te, 7de og 9de Oktober 1893. Se ogsaa den anseede svenske Statsretslærer Prof. Rydins Bog »Föreningen emellan Sverige och Norge«, S. 1—17.
