Kongen søgte at sanne en Høireregjering paa
Grundlag af Ikke-Tilfølgetagelse af 10de Junibeslutningen.
Det lykkedes ikke. Men Kongen fortsatte
sin Modstand. Han opmuntredes hertil ikke
blot af fremmede Raadgivere, som her paa en
enestaaende illoyal Maade synes at have skudt sig ind
mellem en Konge og hans Folk, men ogsaa af den
ÿderliggaaende Del af det norske Høire. Denne
Fraktion, der i sin Presse med paafaldende Iver
forfægtede de formentlige svenske Interesser,
foranstaltede midt under Krisen et Hyldningstog til
Kongen i Anledning af, at han i denne norske Sag
havde bøiet sig for svenske Hensyn og derved ført
Ladet op i en Krise af den skarpeste Natur (5
Juli 1892), og dette høist letsindige Forsøg paa
at forfalske Folkemeningen kunde naturligvis ikke
stemme til Eftergivenhed.
Samtidig fremsatte Høires Fører, Stang, det Forslag til Dagsorden, der er blevet betegnet som hans »Invit til Sverige.« Han inbød her Storthinget til at udtale, „at en varig Fjernelse af de Farer, som den nuværende Tilstand af de forenede Rigers indbyrdes Forhold medfører, alene kan opnaaes ved en fuldstændig Ordning af Rigernes indbyrdes Forhold, grundet paa begges Selvstændighed og fuldt gjennemførte Ligestillet inden Unionen.“ — Det var den tredie Unionskomite, som her i
„diplomatiske“ Ord stilledes i Udsigt.
er der paa den anden Side intet, der betager et Statsraadsmedlem den naturlige Rettighed at nægte Kontrasignation og nedlægge sit Embede.« Praxis taler ogsaa herfor:
I 1821 befalede Karl Johan Regjeringen at udfærdige Obligationer til Betaling af den danske Gjæld, uden at Storthinget havde bevilget Fonds dertil. Finantsministeren, Grev Wedel-Jarlsberg, nægtede at underskrive og indgav Ansøgning om Afsked. Karl Johan gjorde intet ved dette (P. Motzfeldts »Breve og Optegnelser«, Dagbog fra 1821.)
