paa Grundlag af: Tilsidesættelse af 10de Junibeslutningen.
Den svenske Indblanding havde foreløbig seiret. Og det ved norsk Hjælp. Det føltes af alle Norsktænkende som var bitreste Ydmygelse, Landet i nyere Tid havde maattet undergaa.
Det nye Høireministerium (Stangs 2det) havde ikke blot fornægtet det norske Standpunkt overfor Unionen. Da Høire (plus Moderate) var i Minoritet, var ogsaa vort grundlovsmæssige Flertalsstyre fornægtet. Den nye Regjering var dannet med svensk Hjælp paa svensk Program og havde intet andet at støtte sig til end „Tillid i Sverige“. I Publikum fik den ogsaa Navnet „den svenske Underregjering“.
Storthinget mødte den med et Mistillidsvotum ved selve dens Tiltrædelse. Da den imidlertid paa Forhaand havde bundet sig til at regjere mod Nationalforsamlingens Flertal, kunde den ingen parlamentarisk Honnør opretholde, men blev siddende.
„En Regjering maa Landet have,“ sagde Emil Stang. Et melankolsk Selvforsvar, men paa sin Vis rigtigt. Ingen anden norsk Mand havde været villig til at danne Regjering paa slige Betingelser.
Storthinget stod nu alene om at hævde den norske Stilling. Men det veg ikke. I Kraft af sin ubestridelige Ret efter Grundlov og Rigsakt fattede det (19de Juli 1893) følgende Beslutning:
„Det mellem Norge og Sverige hidtil bestaaende Fællesskab i Konsulatvæsen bliver at opsige til Ophævelse fra 1ste Januar 1895 at regne.“ Tiden blev sat saa vidt rummelig, for at Sverige
