Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/83

Denne siden er korrekturlest


Neppe nogensinde har der været budt Nordmændene et mere radikalt Valgprogram end Høires nuværende.

Den bestaaende Forening, der er bygget paa begge Rigers Selvstædnighed og Ligeberettigelse, skal afløses af en Forening, der i et Hovedpunkt bygger paa Sammenrøringsprincipet.

Derved forandres ogsaa Grundlovens Hovedtanke. § 1 om Norge som frit og selvstængdigt Rige vil da blive at fortolke derhen, at Norge er et halv-selvstændigt Rige med kun „indre Frihed“ (home-rule). § 26 første Passus bliver død og magtesløs; §§ 21, 22, 31, 75, 92 undergaar væsentlige Indskrænkninger. Norges hele unionelle og folkeretslige Stilling bliver en ny. Efter 80 Aars Selvstændighed skal vort Fædreland atter begynde at glide lovformelig ind under fremmed Overhøihed.

Men netop fordi Programmet er saa radikalt, melder det sig stilfærdige Former. Dets væsentlige Indhold er ikke engang nævnt. Og dets Forsvarere kalder sig „konservative“ og „moderate“. De kalder sig endog norsksindede. Kun vil de være „hensynsfulde“, siger, de, overfor Sverige.

Det vil vi alle.

„Det er rigtigt at være hensynsfuld“, som Sivert Nilsen udtalte i Storthinget 2den Marts 1892. „Men Hensynsfuldheden faar sig rette Værd, naar den er gjensidig, og den bør ikke føre til, at den ene Part opgiver sig selv og sit eget; den faar da let Karakter af Underkastelse. Paa det Punkt maa et frit Folk være varsomt.“

————————