Forpligtelser vilde vække det gamle Nationalhad og den gamle Nationalmistro til fuldt Liv igjen. Ethvert Forræderi mod Norge vil ubønhørlig vise sig at være i lige Grad et Forræderi mod Sverige.
Venste vil ikke være med paa noget saadant Forræderi. Det forlanger den bestaaende Forening opretholdt og gjennemført; thi den alene kan fremme Rigernes Lykke. Søger man fra storsvensk Side at bevæge os til Eftergivenhed ved Trusler og Frygt, afviser vi denne illoyale Politik med al den Foragt, som den fortjener. Ved roligt, men bestemt at fastholde den bestaaende, af hele Europa anerkjendte Foreningsakt og dens Principer er vi paa sikker Grund, og det svenske Folk vil tilsidst forstaa os. Herpaa bygger vi, „uden Overmod, men ogsaa uden Frygt.“ Vi fortsætter Fædrenes fredelige Kamp for Fædrelandets Selvstændighed „inden de bestaaende Statsdokumenters Ramme“, som Venstres Fører har sagt, overbeviste om, at intet kan sprænge Foreningen — uden altfor vedholdende Forsøg fra den stærkeres Side paa at tiltvinge sig en Overhøihed, Foreningsakten eller dens Forudsætninger ikke kjender.
Høire vil absolut, at Venstre skal være „unionsfiendsk“. Men ingen Nordmand hader Foreningen, saa længe den giver Rum for begger RIgers Selvstændighed, hvilket Foreningen af 1815, loyalt gjennemført, gjør. At vi med Energi fastholder den engang vundne Selvstændighed maa nu som før „vittna om en känsla, hvars ädla driffjeder hvarje svensk man vil erkänna“ — for at tale med de svenske Kommissærer fra 1814. Det er en Følelse, som er respekteret hos alle civiliserede Folk.
Der hersker i Norge „en almindelig Enighed om, at saa længe Foreningen med Sverige ved-
