Men dansknorsken maa ikke væltes ud over Bygderne paa en saa voldsom Maade, at det ældre Sprog derved oprives og fordærves. Navnlig maa Skolen skaanes. Det hjemlige Sprog maa faa Tid til at fæste Rod. Det maa faa voxe sin naturlige Væxt og ikke paa kundstig Maade ruineres. Allerede nu tyndes Ordforraadet; gode gamle Udtryk bringes i Forglemmelse, og tillærte Bogord og Avisfraser erstatter kun daarlig Tabet. Vulgaliserings-Arbeidet er gjennem Seminarier og Skolebøger i fuld Gang.
En Literatur paa Folkesproget vil ganske vist yde dette nogen Støtte i Tilværelseskampen. Derfor anser vi Statsbevilgninger til Fremme af en saadan Literatur ikke for en Parti-, men for en Nationalsag. Men Livet er mere end Bøgerne, og vort første Krav til Statsmagterne er: at Bygdemaalene bliver Undervisningssprog i Landsskolerne. Og da de dansknorske jo ikke betragter sig som et Erobrerfolk, der har Interesse af at undertrykke det oprindelige, paastaar vi, at ogsaa dette Krav er et nationalt og ikke et Partikrav. At Bygdemaalet som Undervisningssprog ogsaa er et Oplysningsspørgsmaal, og at Landets saavelsom Byens Ungdom har Krav paa at modtage Undervisning i Modersmaalets Form, skal jeg her ikke gaa ind paa; det erkjendes nu af alle.
Her skal vi kun anskue Sagen fra dens nationale Side. Faar Dialekterne udvikle sig naturligt, og vinder de, støttede af en Literatur, saa megen
