skrin staar mørkt og hemmelighedsfuldt paa commoden. — —— — Det har virkelig, da det er saa stort og af en langagtig firkant, nogen lighed med en ligkiste, og det er det ogsaa. Her har jeg nedsænket resultatet af en helt forspildt ungdom, her ligger mine værste smerter begravne, — dog ikke saa sikkert, at de ikke undertiden sprænge laaget og stige op, de stakkels usalige aander! og begynde at spøge omkring, ja mangen gang drive de saadant grueligt uvæsen, at de næsten skræmme livet af mig. Der skulde De see breve, der flammer med ildbogstaver i den mørke nat, og mangen scene og halvglemt situation drager’som en skygge over væggen. — — —»
Dette «allerhelligste skrin», denne likkiste førte Camilla Collett med sig overalt, — hvor hun færdedes i sit lange omvankende liv, — baade i bokstavelig forstand og i overført betydning, idet indholdet av det som her laa nedlaast, det hun i sin knuste ungdom hadde nedskrevet med sit hjerteblod — oplevelsen — laa paa bunden av alt det hun siden har skapt, og den var det, som gav hendes ord den lidenskapens vibration, som gjør at de endnu er spillevende. —
