spot imod mig selv. O, kom med al din tillid, min ven, den er dog ikke større, end min var. Man kan ikke undre sig over, at en djævel fandt det latterligt — jeg læste noget i de bøger og fandt det selv zum Todtlachen. Ak, denne smerte og tændersgnidsel har været til ingen nytte — — — Tag disse blade, de brænder mig i hænderne, jeg vil sende dig alle disse papirer. Siig mig, vil du læse dem? Alt, — — — alt vil jeg samle og ordne til et heele. Naar du har læst det, da kast det altsammen i ilden og siig med al den salvelse du kan opdrive: af flamme er du kommen, til flamme skal du blive,af flamme skal du aldrig ,opstaa! Naar du har skrevet, at du bogstavelig har opfyldt mit ønske, vil jeg blive let om hjertet.»
Slik skriver hun, lysere stemninger stryker nok stundom forbi, men kun for straks efter at forsvinde i de mørke skyer. Og hun tigger ham om at skrive ofte, hver dag, om det saa bare er et par linjer. «Et Saadant brev er en talisman mod — — mørke tanker.» Og hun uttømmer sit hjerte — for ham. «J., du har tilladt mig at skrive dig alt, hvad der tildrager sig i min sjæl. Du har lovet at modtage alt det onde som det gode.» — Og hun sparer ham ikke.
Han svarer med usigelig ømhet, forstaaende og opmuntrende i ord som nok kunde virke som en talisman mot onde tanker: «Jeg havde haabet at du nu — — — vilde blive fuldkommen rolig og tilfreds, at din lidelseshistorie nu havde naaet sin forsoning, og C., jeg haaber endnu at det vil
