mig hine levninger af din fortid; det er ikke godt at have begravelser i sin egen have, de udbreder kun gravtanker og veemod om sig. Jeg skal nedsænke deres minde i en ligesaa dyb kiste som hiint sorte skrin, i mit eget bryst, og med dem selv skal jeg handle, som du vil. Camilla, det er en stor sandhed i, at man skal skille sig ved slige ting, de have en slags trolddomskraft, som man bør befri sig for. — — — — Sig mig, hvad jeg skal brænde og hvad ikke, saa er trolddommen forbi. Camilla, jeg tror paa dette.»
Hun ogsaa trodde paa det eller vilde ialfald gjerne tro paa det, og hun samlet sammen og ordnet det hele, Welhavens breve og hendes egne og de smertelige utgydelser hun hadde uttømt i sine dagbøker. — Hun kunde naturligvis ikke la bli at se i de gamle papirer og dvæle snart her, snart der, og det rev og slet pinefuldt i det ulægede saar; men nu skulde det ut av huset altsammen — til ham som var mand for at ta imot det. Stakkars Camilla! hun hang nok mere ved det, end hun selv turde tro; i sin inderste sjæl var hun nok langtfra at ønske at dette hendes hjertes testamente skulde forsvinde.
Forrige gang hun skrev til ham om det hellige skrin, var det hendes ønske at han skulde brænde det hele. Nu da hun virkelig sender det, lyder det litt anderledes: «Jonas, her har De altsammen — — — Hvad De skal gjøre med disse levninger fra fortiden? Hvad De vil. W’s breve ere saa smukke, at De ikke vil have mod til at brænde
