som forfatter, med fuld bevissthet beskjæftiger sig med sin stil. Det er i et brev til Emilie Diriks, — like efterat hun har læst George Sands Jacques: «Hvor lette og flydende er disse breve, hvor naturlig og aldeles frie for forskruelse er denne Fernande eller rettere hendes stil. Saadan kan ikke jeg skrive. Jeg er ikke forskruet, og dog savne mine breve en vis naturlighed — det er ligesom man skammede sig for den simple, kunstløse udtryksmaade. Vi lider begge af denne feil, Emilie, lader os love hinanden at bestræbe os alvorlig for at beherske den. Ser du, man maa kun altid skrive, som om man talede, som om den tiltalte stod og lyttede; vil man vælge og lede efter udtryk, er det et slemt tegn.»
Dette er sjeldne og forfriskende ord i 1837, og de er av stor betydning for Camilla Collett; ganske visst var heller ikke hendes stil fri for preciøsitet, det hænder at ogsaa hun skriver fint og pynter sig med sirlige vendinger og ganske overflødige, stilistisk mislige fremmedord. Men stort set har hun dog fulgt dette sit ungdomsprogram, hvad der har bidraget til at gjøre hendes prosa smidigere og fremfor alt mere levende end nogen av hendes samtidiges, saa velsignet fjernt fra Welhavens skabagtige og stivbenede paradeprosa.
Men endnu mere virket George Sand paa hende ved sit indhold og sin tendens; det gav hende en inspirerende bekræftelse paa de resultater hun gjennem sin egen smertefulde erfaring var naadd
