enhver omstændighet under hans kritiske opsyn, med vink og raad og rettelser fra hans haand.
I denne produktion og dette lykkelige samarbeide fandt fru Collett sikkert megen lindring, slike timer i aandelig samklang med den kjære ven skjænket hende ude glade dage» som hun taler om i sit mismodige brev, — uten at hendes stemningsomkastede sind dog nogensinde faldt til varig ro. Hendes dypt rotfæstede mismod fandt ogsaa en sørgelig rik næring i alvorlige slag som i disse aar rammet hende utenfra. Den ene efter den anden av de mennesker som laa hendes hjerte nærmest, døde fra hende i løpet av faa aar. — Vaaren 1843 mistet hun sin kjære veninde Emilie Diriks, ut paa høsten samme aar døde hendes mor, saa fulgte Henrik Wergeland i 1845 og i 1848 gamle provsten, som trods sin melankoli endnu var en mand i sin fulde mandskraft. Camilla Colletts liv blev en vandring mellem grave. Men alle disse sorger var dog for litet at regne mot den grænseløse smerte det var for hende, da hun ikke mange aar efter maatte sige sit sidste farvel til sin kjære trofaste, uundværlige Jonas. Det var i 1851.
I sin selvbiografi stiller hun — eiendommelig nok — fortællingen om Colletts død sammen med hin dag da hun mottok det rosenrøde brev som knuste hendes ungdoms lykkehaab. Disse to oplevelser var de avgjørende i hendes skjæbne, — de indtraf under yderst forskjellige ydre omgivelser, den første en deilig junidag under blomstrende æbletrær, saa løfterik i sin opgang, saa uendelig
