gjaldt, avdæmpet overdrivelserne og fandt med sin sunde forstand og sikre takt den vei der var at gaa.
Og han indskrænket sig ikke til de gode raad, men hvor han fandt det nødvendig, bragte han sine store personlige ofre. Naar Gustav Storm, skjønt ungkar med gode indtægter og uten kostbare livsvaner, litet eller intet efterlater sig, saa kommer dette av hans storartede hjælpsomhet mot andre. Jeg kjender tilfælde hvor han har opsporet unge videnskapsmænd og uopfordret har fundet økonomisk utvei for dem, og jeg kjender andre tilfælde, hvor han stilfærdig har overtat tunge økonomiske byrder han ingen forpligtelse hadde til at bære. Hvad han har ofret paa denne maate og har betalt med masser av ekstraarbeide han egentlig skulde ha været fri for, repræsenterer i livets løp en ikke ubetydelig formue. Men aldrig hørte man ham tale et muk om det; selv den ven han bodde sammen med og som ellers var hans fortrolige i alle ting, var ofte i uvidenhet om hvilke urimelige pengeansvar han ret som det var hadde paatat sig for andre; det var ikke fra ham, men fra dem som blev hjulpet, han først fik vite det.
Det var meget sjelden at høre Gustav Storm tale nedsættende ord om sine medmennesker; naar han var i selskap med andre, mere slarvmundede venner, kunde der ofte gaa et drag av misbilligelse ja ildebefindende over hans ansigt. Gjennem sine
