I enkelte av de mindeord som har været uttalt I ved Alf Torps død, er han blit fremstillet som repræsentant for en tid som holder paa at svinde bort, — som en humanist som egentlig tilhørte fortiden, og man har stillet ham sammen med M. J. Monrad og Ludv. Daae. Intet kan efter min opfatning være mere misvisende; humanist betyr jo saamangt, og Torp var ganske vist humanist, forsaavidt som han var utpreget menneske og dennesidig, og forsaavidt som han elsket den klassiske oldtid; men han var ingen figur, gik ikke omkring og var lærd og citerte, var sidst av alt en fortidslevning eller forstening, stanset aldrig og stanset ingen, sat ikke inde med nogen slags sandhet og,hadde derfor ingen trang til at ha indflydelse eller herske eller hate og forfølge, hadde ikke en blodsdraape tilfælles hverken med professoren i Kiellands drama eller med rektor Kroll.
Nei, Torp repræsenterte i sandhet ikke noget døende, men tvertimot det mest levende av alt, livets toppunkter, genialitet, forskerlidenskap, skjønhet.
