Side:Gerhard Gran - Norsk aandsliv i hundrede aar 3.djvu/167

Denne siden er korrekturlest
161

heter — ikke altid være behagelig mot hverandre, navnlig hadde Kretschmer være mindre tækkelig mot Torp. — Saa tok Torp en dag paa en forelæsning frem en indskrift han tidligere ikke hadde skjønt, og som heller ikke Kretschmer hadde forsøkt sig paa; mens han sat der og bygget op mening av de dunkle linjer, føiet det ene sig til det andet, de enkelte ord dukket frem av de udelte bokstavrækker, og blandt dem et som i denne forbindelse kun gav mening efter Kretschmers tolkning av det. Da stanset Torp og sa: «Ja men saa er jo frygisk et s-sprog og Kretschmer har ret.» Ikke en erindring om de mangeaarige skjærmydsler, ikke et ord for at dække sit tilbaketog, og siden omtalte Torp altid frygisk som et s-sprog.

Saa ubetinget saglig som Torp var i sin forskning, kunde han jo paa andre omraader forbløffe med en rent ut kvindelig usaglighet — hvad der kanske ogsaa hang sammen med de artistiske træk i hans natur. Mennesker betydde for ham meget mer end principper, hans sympatier — en sjelden gang ogsaa hans antipatier — hadde stor magt over ham; «han er min ven» var et argument han aapent vedkjendte sig, og som stundom kunde veie tyngre end ret og rimelighet.

Torp var en ypperlig lærer, hans kateterforelæsninger var ganske vist mangelfulde og noksaa virkningsløse, men i den intimere undervisning, i eksaminationstimer og øvelser, var han uforlignelig. Han kunde jo en og anden gang glemme, hvor han var, og forbauset og irriteret spørge en