somt mot livets grumhet; hun hadde en lidenskabelig retfærdighetsfølelse og en hellig indignation der kunde ytre sig som heltemod. Nede i Christiansfeld, i hvis hernhutiske opdragelsesanstalt hun var anbragt i et par aar, hændte det engang at en general — Bülow het han — med et taapelig smil overrakte hende et papir som viste sig at indeholde en nidvise mot hendes far. Da Camilla saa hvad det var, blev hun som en furie, utøste under en voldsom taarestrøm sin unge vredes skaaler over den ulykkelige taapelige generals hode, rev papiret i tusen filler og styrtet ut fra det «forstenede selskab». Dengang var hun femten aar gammel. Den sarte skikkelse gjemte et heftig temperament.
Tidlig begyndte der at ytre sig kræfter i hendes indre, trang til at utfolde sig, hun sværmet for scenen — den som kunde bli skuespillerinde! — det stod for hende som den høieste lykke, og endnu paa sine gamle dage var hun forvisset om at det var her hendes egentlige begavelse laa. Men saa bundet var hun av det gode selskaps love, saa utenfor alle land laa denne tanke at end ikke det beskedneste ønske nogensinde kom over hendes læber.
Hjemme paa prestegaarden gik barnene mest for sig selv hver optat av sit, indtil de efterhaanden forsvandt, guttene til sine studier, den ældre søster ind i egteskapet. Saa sat hun alene igjen mellem de to gamle. Faren som elsket hende og dyrket hende, var altfor optat til at faa synderlig
