Volvens spaadom.
(Vǫlospó).
1. Hør mig alle
helgede ætter,
høie og lave
Heimdals sønner!
Du, Valfader! vil,
vel jeg forteller
folke-frasagn,
første, jeg mindes.
2. Mindes jeg jotner
i old baarne,
som mig fordum
fostret havde,
de verdner ni,
verdensrum ni,
lovsælt livstræ
langt under muld.
3. Var olds ophav,
der Yme bygde,
var ei sand, ei sø,
ei svale bølger;
jord ei fandtes,
oven ei himmel
— Ginnungagab —
græs ei spired.
4. Bor’s sønner brat
bjerge reiste,
de som Midgård
mægtig skabte;
faldt sol fra syd
paa sal-stene,
med græs da grønt
blev grunden klædt.
–
Volve ɔ: spaakvinde. — 1: alle jordens æter, menneskene.
Valfadler ɔ: Oden. — 2: Livstræ ɔ: Yggdrasil. — 3: Yme ɔ: Ur-jotnen, af li vis legeme Hors sønner ɔ: Oden, Vile og Vo skabte verden. —
4: Midgard ɔ: Menneskenes bosted.
1 — Den ældre Edda.
