„Da Greven steg ind i Vognen, bød jeg ham
en Cigar, og i Skinnet fra Fyrstikken, som han
tændte den med, fik jeg kastet et Blik ind i Vognen,
og jeg saa da, at der sad en Mand
inde i Vognen. Denne Mand, en af Grevens
Bande, havde luret sig ind i Vognen saa forsigtig,
at Kusken ikke havde lagt Merke til det.
Greven kunde altsaa gaa ind i Vognen og ubemerket
springe ud igjen ved et Gadehjørne. Og
Kusken, som ikke vidste noget om den anden,
vilde sværge paa, at Manden, som steg ind i
Vognen udenfor Skibsreder Kolbøs Bolig Klokken
halvtre, var den samme som steg ud igjen udenfor
Amerikaneren Nelsons Bolig Kl. 6. Paa denne
snedige Maade havde Greven planlagt at bevise
sit Alibi, hvis han havde sluppet os ud af
Hænderne iaften, men det er altsaa forhindret.“
„Hvorledes?“ spurgte Opdagelseschefen i sterk Spænding.
„Jeg har sendt en af vore Mænd afsted for at arrestere den fremmede Mand i Vognen.“
Opdagelseschefen aandede lettet.
Detektiven fortsatte:
„Altsaa har vi intet andet at beskjæftige os med end denne Affære her.“
Han pegte ned paa Gaden.
„Ser De den Mand der i den brune Ulster?“
„Ja.“
„Godt. Det er „Greven af Oslo.“
Opdagelseschefen trak vantro paa Skuldrene.
