med en Mand at gjøre, som har narret de dygtigste Støvere baade i Scotland Yard og i Pariserpolitiet.“
Opdagelseschefen nikkede samtykkende, men svarte:
„Han er dog alligevel nu gaaet i Fælden. Maskineriet vil ikke knirke. Er det ikke saa paa Tide at sætte det igang?“
„Lad os vente endnu i et Minut.“
De to Politimænd ventede i Taushed. Opdagelseschefen havde aldrig følt Tiden snegle sig afsted langsommere.
Omsider sa Detektiven:
„Nu er Tiden der! Giv Signalet!“
Opdagelseschefen lukkede Vinduet hurtig op, satte en Messingpibe for Munden og lod den skingre ud i Nattemørket.
Asbjørn Krags Øine søgte granskende henover Gaden. Med Tilfredshed merkede han, at man overalt var aarvaagen. Der dukkede Skygger frem fra Mørket. I Porten til Juvelerforretningens Gaard saaes to høie, bredskuldrede Skikkelser.
Det var af Politiets sterkeste Karle!
Der gik nogle Øieblikke i stor Stilhed; men saa pludselig hørtes en sterk Larm over fra Guldsmedgaarden, og bag Agenturkontorets nedrullede Gardiner saaes nu og da skarpe hvide Lysstreif, som krydsede hinanden. Det var Blændlygterne. Der lød to Revolverskud umiddelbart efter hinanden.
