Opdagelseschefen vendte sig fra Vinduet for
at springe over Gaden og hjælpe sine Folk, men
Asbjørn Krag holdt ham tilbage ved et raskt Greb
i hans Arm.
„Det er bedst, at vi blir her nu,“ sa han. „De er mange nok derover. Og —“
Idetsamme hørte Opdagelseschefen, at Krag spændte Hanen paa sin Revolver.
„Hvad er det, Krag?“ spurgte han og fulgte Retningen af Detektivens speidende Blik.
Politimanden fór uvilkaarlig sammen.
Midt paa Bygningens Façade, lige over Guldsmedens høie Speilglasrude, saa han en mørk Skygge, som bevægede sig. Det var en af Forbryderne, som useet havde sneget sig ud af Vinduet og nu forsøgte at klatre langs anden Etages Udspring. Med en fabelagtig Behændighed fik han virkelig sneglet sig frem, som det syntes langs glatte Væggen.
„Den Mand der,“ sa Asbjørn Krag, „er Greven af Oslo, som har forladt sine Folk, og nu forsøger at flygte. Det er vanvittigt, hvad han kan prøve, men dog kan det lykkes ham. Kommer han først frem til det Vindu der, er han saagodtsom reddet, for da er han kommet ind i den store Gaards Labyrinth af Korridorer og Værelser. Men forinden — — — —“
Krag fuldførte ikke Sætningen.
Han strakte sin Revolver ud igjennem det aabne Vindu.
