omhyggelig sammen og la det ind i sin Tegnebog. Saa gik han tilbage til sin Dagligstue og bad Betjenten gaa til Opdagelseschefen og si, at han selv skulde komme straks efter.
Krag blev længe siddende og tænke sig om. Han overveiede i en vigtig Sag. Omsider tog han Tøiet paa og gik ud. —
Nede paa Politistationen fik han vide alle Enkeltheder ved Rømningen. Han bad om at faa se Grevens Celle, og førtes did ind. Detektivens Øine fæstede sig straks ved nogle afrevne Blade af en Cigar, som laa paa Gulvet.
„Forstaar man, hvorledes han har faaet fat i Filen?“ spurgte han.
Nei, ingen vidste det.
Detektiven spurgte:
— „Ikke sandt? Fangen vilde gjerne røge?“
— „Ja, han ansøgte om det som en særlig Gunst at maatte faa beholde sit Cigaretui. Og det blev indvilget ham.“
— „Da er det klart nok,“ sa Krag, „han har havt Filen inde i en af Cigarerne. Det har været en af de haarde og fabelagtig skarpe File, som med Lethed gjennemsager selv de tykkeste Jernstænger, hvilket netop disse ikke er.“
Eftersøgningen af den Rømte lededes af Opdagelseschefen personlig. Krag havde anmodet om at fritages for dette Hverv.
Da to Dage var gaaet, modtog Opdagelseschefen til sin store Forbauselse Asbjørn Krags
