altsaa den Væsken, fortsatte han, den er sikrere herinde end i Entreen.
— Javel, den var altsaa nær blit stjaalet fra mig paa Toget, sa Direktøren. I Brevik tog to Herrer Plads i min Kupé. Da jeg skulde se ud af Vinduet paa Drammens Jernbanestation, opdager jeg til min Forbauselse, at den ene af Herrerne fjerner sig med min Væske i Haanden. Jeg løber naturligvis efter ham og kniber ham idetsamme han skulde stige op i en Drosche.
— Hvad sa han?
— Han blev yderst fornærmet. Han talte forresten tysk. I Begyndelsen paastod han, at det var hans egen Væske. Tilslut gik han med mig tilbage til Kupeen og det viste sig da, at der i Bagagenettet laa en Væske nøiagtig Mage til den, han havde i Haanden. De undskylder saaledes, at jeg kunde ta feil, sa Tyskeren og leverede mig bukkende min Væske tilbage. Der var kun den lille Forskjel paa de to Væsker, sluttede Direktøren —
— At hans var splinterny, fuldendte Detektiven, jeg ser, at Deres er noget brugt, la han til.
— Ganske rigtig.
— Er der vigtige Papirer i Væsken?
— Tegninger og Planer for Fabrikens Anlæg.
— Altsaa uerstattelige, hvis de kom bort?
— lallefald vanskelig erstattelige.
— Hvorfor medfører De dem da i en almin-