den ind i Banken. I Døren stansede han og saa sig tilbage.
Ganske rigtig, deroppe ved Hjørnet svingede den anden Drosche netop ind i Gaden. Den stansede udenfor Posthuset og Herren med den gule Læderrem over Skulderen steg ud af Droschen og gik ind i Posthuset med et Brev i Haanden.
Direktøren for Sprængstofkompaniet af 1905 blev atter nervøs, men Asbjørn Krag beroligede ham ved at si:
— Saalænge vi kan se dem, er de ikke farlige.
Han traf Bankchefen og bad om at faa anbragt Væsken i et af Bankens ildfaste Hvælv.
Bankchefen var fornøiet over at kunne gjøre Asbjørn Krag en Tjeneste og fulgte selv Herrerne ned i Hvælvene, hvor en klam Kulde slog dem imøde.
— Denne Væske, sa Krag alvorlig, indeholder overordentlig vigtige Papirer. Den maa ikke udleveres til nogen, uden at jeg selv er tilstede. Skriftlig Fuldmagt fra mig duer saaledes ikke.
— Meget vel, sa Bankchefen, idet han overleverede Krag Nøglerne, Væsken er ligesaa sikker her som i Bank of England.
— Jeg føler mig befriet fra en stor Byrde, sa Direktøren, da han forlod Banken sammen med Krag, nei, se nu er Vognen forsvundet, raabte han og pegte opover mod Postkontoret.
— Jeg tænkte det, svarte Krag, de vilde