— Mærkelig ordinære Navne, mumlede han,
altsaa paatagne. De gjør da heller ikke det
mindste Forsøg paa at maskere sig. Hm., ganske
besynderlig:
Hvem er Journalisten af de to?
— Den tynde, mørke. Hr. Krag.
— Det tænkte jeg. Han studerede igjen Reisebogen. Jeg ser, at begge Lugarerne ved Siden af er optagne, sa han. Nr. 16 af to Damer og Nr. 18 af en Handelsreisende. Nr. 18 passer mig igrunden bedst.
Hovmesteren bukkede forlegent.
— Men Hr. Krag, naar den allerede er optat? —
Asbjørn Krag klappede Bogen igjen med et Smeld og saa paa ham fra Siden halvt smilende, halvt overlegent.
Hovmesteren bukkede igjen.
— Selvfølgelig, stammede han, naar De ønsker det, altsaa Nr. 18. Er det for Dem alene?
— Nei, for to, sa Krag og kastede Tøiet hen til ham, hvorefter han hurtig vendte sig om og gik op paa Dækket.
Der, lige ved Landgangsbroen stod fremdeles de to Tyskere. Den tykke saa fuldstændig interesseløs ud. Hr. Müller, „Journalisten“ dampede heftig paa en Cigar.
— Nervøs, mumlede Krag, han venter paa Direktøren. Idetsamme ringte det for anden Gang.
— Han burde nu forresten være her, la han til for sig selv.
