Krag gik forbi ham uden at svare.
— Endelig, sa Direktøren, da han fik Øie paa Krag, jeg begyndte at bli ræd.
Direktøren saa virkelig nervøs ud. I pur Febrilskhed pudsede han uafladelig sine Guldbriller.
— Det er en anden, som har sendt Bud efter Dem, sa Krag, ikke jeg. Og nu er Baaden gaaet fra os, tillagde han ærgerlig.
Direktøren dumpede overgit ned i en Stol.
— Et Bedrageri altsaa, mumlede han og stirrede fortabt paa Detektiven, og nu er Baaden gaaet, siger De! Du store Gud, en ny Forsinkelse, et nyt Uheld altsaa!
— Hvem var det, som bragte Budet? spurgte Krag.
— En Mand med Guldsnor om Luen. Se her.
Han rakte ham et Brev, skrevet med en for Krag fuldstændig ukjendt Haandskrift.
Brevet lød saaledes:
„Bedste Hr. Direktør. Vi maa opsætte Reisen en Dag. Indfind Dem straks i mit Hjem. Nyheder!
— Dette har ikke jeg skrevet, sa Detektiven.
Saa læste han Billetten endnu engang igjennem og krøllede den sammen.
Der var kommet noget tankefuldt over ham. Han drev langsomt hen til Kakkelovnen og vilde
