Det blev en prægtig Tur udover Fjorden i den
vidunderlige Sommernat. Men Asbjørn Krag havde
i denne Stund intetsomhelst Øie for Naturens
Skjønhed. Han stirrede bare ret forud efter
Sjømerker og Lanterner. Motorbaaden gik nu med
en saadan Fart, at den mindste Uagtsomhed af
Styresmanden kunde bringe dem alle tre lige ind i
Ødelæggelsen. De mødte adskillige Seilere,
Jagter, Motorer og Smaadampere for Indgaaende, og
overalt vakte Krags Fartøi med den svimlende
Fart Opmerksomhed. Paa Fjorddampskibene hang
alle Passagererne udover Rækken og stirrede paa
det, — som man stirrer paa et Fabeldyr, der
farer forbi utydelig og taageagtig i Mørket og
Natten.
Da de var kommet ned i Drøbaksundet, raabte Motormanden, der sad midtskibs og vogtede paa Motorens Bevægelser:
— Ser De den mørke Tingest dernede i Sundet, Herr Krag, det skulde ikke forundre mig, om det er Postbaaden.
Asbjørn Krag svarte ikke, men han havde Øinene stivt rettet mod Baadens Konturer, som blev tydeligere og tydeligere, eftersom Motoren gled fremover.
Endelig sa han:
— Jo, det er „Dronningen.“ Den har ekspederet Drøbak og sætter nu Fart paa. Men vi skal nok knibe ind paa den.
Direktøren for Sprængstofkompaniet havde
