— Det er godt, mumlede Krag, idet han fjernede
sig, jeg forstaar, at vi her har med forsigtige
Folk at gjøre.
Han gik sammen med Direktøren ned i Spisesalonen. I Trappen mødte de Tyskerne. De to Udlændinger oversaa fuldstændig Asbjørn Krag, derimod betragtede de med overdreven Interesse Direktøren. Det forekom Krag, at de vekslede betydningsfulde Blikke indbyrdes.
Egentlig skulde al Servering ombord være slut paa denne Tid af Døgnet, men Hovmesteren dækkede alligevel op for de to Reisende, som var kommet ombord i Damperen paa en saa merkelig Maade.
Asbjørn Krag spiste med glubende Appetitt men Direktøren var saa nervøs og urolig, at han næsten ikke kunde svælge en Bit. Detektiven gjorde en Bemerkning derom, men Direktøren svarte, at han havde andre Ting at tænke paa. Han mente, at han heller ikke fik sove. Fabrikens Ve og Vel laa ham paa Hjerte.
— Det gjælder jo Millioner, sa han, tænk om det skulde lykkes de Slyngler at hindre Leverancerne!
Asbjørn Krag svarte ikke noget til dette. Han spiste rolig videre.
Midt under Maaltidet viste de to Tyskere sig. De kom gaaende langsomt ind i Salonen og tog Plads ved Bordet ligeoverfor. Den tykke røgte af en Snadde, den anden smattede paa en Cigaret.
