— Tyskerne, mumlede Krag og pegte med Pibestilken.
Direktøren fór sammen.
— Skal vi da aldrig bli disse Mennesker kvit! raabte han, jeg begynder at føle Situationen uhyggelig.
De to Tyskere red paa hver sin Side af Landeveien. Chaufføren gav et Stød i Hornet og Automobilen susede forbi dem.
Tyskerne saa fuldstændig ligegyldige paa det statelige Kjøretøi. Asbjørn Krag nikkede til den mørkhaarede, og denne gjengjældte Nikket.
— Med denne Fart vil vi komme en Time før Cyclisterne til Fabriken, sa Direktøren, sæt Farten op, Chauffør.
Der var et fladt Stykke Vei foran dem.
— All right! raabte Chaufføren. Det gav et Ryk i Automobilen og den susede henover den smale men jevne Landevei med Hurtigtogsfart.
— Det er ulovlig Kjørsel, sa Direktøren, men vi faar heller ta Mulkten. Her gjælder det at komme hurtig frem.
Endelig kunde de skimte Anlægget. Det imponerte ikke ved sine Dimensioner. Lige indunder Fossen, som styrtede brat ned, laa en to-Etages Fabrikbygning, opført af Mursten. Den røde Farve skinnede heftig i Kvældsolen. I Nærheden laa en stor Arbeiderbolig og et Stykke derfra to Villaer med Haver foran.
