op i den dybblaa Nattehimmel. Og det stedsevarende Sus fra Fossen fyldte hans Øren.
Direktøren reiste sig og gik nedad Verandaen. Han stod i Skyggen af sit eget Hus og lyttede. Der lød hverken Fodtrin eller Hovslag paa Veiene. Nu maatte ogsaa Arbeiderne ha gaaet til Ro i Arbeiderboligen, for det sidste Lys slukkede netop derover.
Direktøren gik langsomt over Græsmarken, som bølgede dugfrisk mellem Villaen og Fabrikbygningen. Han kom ind paa Veien, og da han passerte Hulningen mellem de to Fjeldknatter, hørte han Vogterne tale sammen. Han gik videre ned til Fabriken.
Nede ved den store Turbin stansede han pludselig, for han hørte Skridt i Nærheden. De kom fra Elvendraget. Om lidt saa han en skyggeagtig Skikkelse nærme sig. Han kunde ikke kjende Skikkelsen, dertil var det altfor mørkt, men han greb i Lommen efter sin Revolver. Nu stansede Skikkelsen og en Stemme spurgte:
— Er det Dem, Hr. Direktør?
Det var Asbjørn Krags Stemme.
— Ja, svarte Direktøren hurtig, det glæder mig, at De er kommet tilbage. Jeg staar her med Haanden paa Revolverhæftet.
— Skyder De? spurgte Krag leende.
— Jeg kjendte Dem ikke, før De talte, svarte Direktøren, jeg blev virkelig angst, da jeg hørte
