Begge Mændene stod urørligt stille og stirred
ind mod den lille Bygning, som skimtedes
graa og taageagtig i Mørket.
— Det er Nattevinden, som har bevæget Grenene, svarte Krag, De er virkelig altfor nervøs.
Men han havde neppe talt ud, før han alligevel stiltiende maatte gi Direktøren Ret.
Der var virkelig noget, som bevægede sig borte ved Ingeniørens Villa.
I Mørket saa det ud som et stort Dyr, der bevægede sig opover Husvæggen.
Direktøren vilde springe fremover, men Asbjørn Krag holdt ham tilbage.
— Nu ser jeg, hvad det er, sa Detektiven.
— Hvad er det? spurgte Direktøren stakaandet, er det en Abe som klatrer?
— Nei, svarte Detektiven, det er et Menneske.
— Et Menneske! raabte Sprængstofkompaniets Chef og vilde igjen springe fremover, du store Gud, saa har de dræbt ham!
Detektiven maatte holde ham fast med Magt.
— Vær stille, beroligede han, lad os se, hvem det er.
Han betragtede opmerksomt, hvad der foregik henne ved Villaen. De to Herrer var saa heldig at staa i Mørket i Nærheden af en tæt Træklynge, saa de ikke kunde sees fra Ingeniørens Bolig.
— Det er to, sa Detektiven om lidt, det er
