to Mænd, som kryber ud af Kvistvinduet i Elsasserens Villa.
Idetsamme dukkede den ene af Mændene fremover Tagskjegget, saa hans Silhuet tegnedes skarpt mod Nattehimlen.
— Tyskerne, sa Krag og Direktøren paa en Gang.
Direktøren blev staaende som fastnaglet til Pletten. Han hørte, at Asbjørn Krag raabte: Endelig! Og da han et Øieblik efter skulde se sig om, var Detektiven forsvundet. Havde han tat Veien indimellem Træklyngerne eller var han gaaet gjennem det høie Græs, frem mod Ingeniørens Villa? Direktøren raabte hans Navn etpar Gange, men da han ikke fik Svar, sprang han, saa hurtig hans Ben kunde bære ham, henimod Villaen.
Han styrtede op paa Verandaen og ringte paa, men han fik ikke noget Svar. Saa løb han rundt omkring Bygningen, bankede paa Vinduet ind til Elsasserens Sygeværelse, men fik fremdeles intet Svar.
Da han kom tilbage til Verandaen igjen, stod Asbjørn Krag der.
— Jeg er misfomøiet med Dem, sa Detektiven, hvis De holder ved med den Støi der, saa vækker De Elsasseren.
Sprængstofkompaniets Chef vilde svare, men han blev afbrudt, ved at Døren aabnedes og gamle Schultze traadte ud paa Verandaen.
