— Ja.
— Du store Gud! Hos den syge Ingeniør! Saa er der jo Fare paafærde.
— Ganske vist. Det er ogsaa derfor jeg er kommet her.
Asbjørn Krag gik hen til Vinduet og bankede tre Gange med sine Fingerknoker.
— Det lyder som et Signal, sa Direktøren.
— Det er ogsaa et Signal, svarte Krag.
— Til hvem?
— Til den gamle Schultze.
Det varte knapt 5 Minutter, før Døren ud til Verandaen aabnedes. I Døraabningen stod den gamle Schultze med en Blændlygte i Haanden. Han lod Skinnet falde paa de to Herrer.
— Er Herrerne forsamlet? spurgte Asbjørn Krag.
Gamle Schultze nikkede og Kristiania-Detektiven gik ind i Villaen. Han holdt fremdeles Direktøren under Armen. Gamle Schultze gav villig Plads for dem. Direktørens Forbauselse steg.
Da de var kommet ind i det første Værelse, lukkede Asbjørn Krag Døren. De befandt sig i fuldstændigt Mørke.
Detektiven spurgte:
— Har De Pakken, Hr. Direktør?
Direktøren fik ikke Tid til at svare, for pludselig blev der dreiet paa en Knap og et elektrisk Lys blev tændt i Værelset.
